Biologi B
Mål og indhold
I faget biologi på B-niveau får du indsigt i biologiens verden og en faglig baggrund for at forstå betydningen af naturens mangfoldighed, bæredygtig udvikling og miljøbeskyttelse. Du får også indsigt i levevilkår og baggrund for at forstå livsstilsfaktorers betydning for sundhed og sygdom.
Du lærer at bruge og forklare biologisk teori og metode til at analysere biologiske problemstillinger og lærer de biologiske fagudtryk at kende. Du får kendskab til eksempler på undersøgelses- og analysemetoder inden for områderne fysiologi, genetik, evolution og økologi.
Du lærer også at gennemføre observationer og undersøgelser og tilrettelægge eksperimenter i laboratoriet og i felten.
Desuden får du færdigheder i at opsøge og vurdere information vedrørende biologiske problemstillinger inden for miljø, sundhed, medicin og bioteknologi og i at formidle resultaterne fra dine egne biologiske undersøgelser.
Du får bl.a. undervisning inden for følgende emner:
- Cellebiologi
- Mikrobiologi
- Virus
- Makromolekyler
- Enzymer
- Biokemiske processer
- Genetik og molekylærbiologi
- Evolutionsbiologi
- Fysiologi
- Økologi
Laboratoriekursus
Vær opmærksom på at du skal deltage i et obligatorisk laboratoriekursus i Odense en weekend. Da det er eksamensgrundlag, vil du ikke kunne gennemføre med eksamen uden laboratoriekurset. Læs mere her
Eksamen
Eksamen består af en mundtlig prøve.
Den mundtlige prøve sker på grundlag af en opgave, der tager udgangspunkt i temaer relateret til undervisningen og indeholder kendte og ukendte bilag. Du får ca. 1 times forberedelse. Selve eksamen varer ca. 30 minutter.
Optagelse
Hvis du ønsker at starte på hf-enkeltfag, kan du tilmelde dig online her. Se først om du opfylder optagelseskravene her.